Egentlig er det bare en hal med bænke. Der er nemlig intet pompøst over Brooklyn Brewery, hvor man for en håndfuld dollars kan få lov til at smage øl fra bryggeriet, som holder til i Williamsburg på 79N 11th Street, og som kun er åbent for folk med øl-tørstige ganer fredag og lørdag.
Til gengæld er der så også garanti for, at bænkene fyldte med ølkrus og højlydte samtaler, for det er stedets aura og smagsmuligheder, der trækker både lokale og turister til i hobetal. I hallen, hvor der er mange meter til loftet, breder stemningen sig da også hurtigt, når man i blandt øl-tønder og berusende glade mennesker kan smage på alt fra den klassiske Brooklyn Lager til sæsonbestemt øl og særlige samarbejder som Brooklyn Sorachi Ace Saison, der er rig på høje procenter og japanske toner.
Og det er faktisk ikke kun med profit for øje, at det lokale bryggeri sådan slår dørene op for folket et par gange om ugen. Nej, faktisk har det været en drøm, lige siden Brooklyn Brewerys grundlæggelse.
Store drømme
For det var lige præcis sådan et sted, som grundlæggerne Steve Hindy og Tom Potter drømte om at skabe, da de stiftede Brooklyn Brewery i 1988. Forud var gået en håndfuld inspirationsrejser for Hindy op igennem 1980’erne, hvor amerikaneren blandt andet havde lært om bryggertraditionerne i Mellemøsten, og da han vendte hjem, fik han overtalt sin nabo i Park Slope-kvarteret – Tom Potter – til at kaste sig med ham ud i bryggerdrømmen.
Drømmen var, at skabe et folkeligt bryggeri som lokalsamfundet følte et tilhørsforhold til, og de to mænd satsede fra begyndelsen stort. Blandt andet hyrede de den grafiske designer Milton Glaser, som var blevet verdenskendt for sit ”I Love New York”-tryk, der nærmest findes i hver tredje turistkuffert på vej hjem fra byernes by den dag i dag.
Glaser skabte det kringlede grønsorte logo til Brooklyn-bajerne, og dette anses i dag blandt ølentusiaster som et af de mest ikoniske ølmærker, der findes på verdensmarkedet. Med årene er produktionen da også blevet så global, at det lokale bryggeri har måtte rykke store dele af bryggergerningen ud af New York City. Men for Hindy og Potter har det været afgørende, at deres bryggeri ikke mistede New York-viben. Derfor rykkede de kun en anelse ud af byen, og store dele af øllet skabes nu ”Upstate” i den lille by Uthica.
Fornødenhedernes hule
Det er lige netop bryggeritraditionerne, der skal være forankret i det lokale, som har skabt den helt særlige stemning på Brooklyn Brewery i Williamsburg. Når de første store fadøl har passeret drøblen og er stukket sydpå mod mavesækken, åbner noget så ærke-New York’sk som en pizzavogn nemlig ved udgangen.
På den måde er alle fornødenheder i metropolens klassiske kostpyramide hele tiden inden for få skridt. Det giver en sikkerhed hos det fremmødte publikum for, at de ”godt liiiige kan drikke én mere!”.
Så selvom der ligger store drømme bag øllene i hallen, så er det jordbundenheden og smagene, der er i højsædet på Brooklyn Brewery i Williamsburg.