Det er muligt at høre formidabel jazz over alt i New York i dag. Men arnestedet for musikken er Harlem. Og det er da også her at de mest ekstravagante og interessante jazzklubber ligger.
For Harlems lyd er jazz, og tonerne er så hjemlige for de fleste lokale, at de skaber deres klubber ud fra netop det. At man skal føle sig hjemme og høre god musik.
Tak blot et kig på disse fire jazzhuler, som du ikke må snyde sig selv for.
Privatfest hos Bill
Vi kan lige så godt begynde med de eneste minusser ved brillante ’Bill’s Place’: De tager ikke kort, og så er her kun åbent lørdag og søndag. Men ellers er det bare om at komme af sted! For det er som at træde ind til en stor privatfest, hvor et jazzband er hyret til at stjæle opmærksomheden, når man frekventerer Harlem-stedet. Her er smalt og hyggeligt, og alt minder på sin vis om en forvokset lejlighed. Og så må man tage sine egne drikkevarer med! For på ”Bill’s”, som stedet kaldes af de lokale, kan du nyde musikken til det newyorkske BYOB-princip. Så når du har udnyttet Bring Your Own Bottle-konceptet er det bare om at dumpe ned i sofa og nyde musikken. Og så kan du i øvrigt sidde og tænke på, at alle de store jazzlegender har været forbi igennem årene. Især Billie Holiday huserede her i sin ungdom.
Bill’s Place
148 W 133rd St, New York, NY 10030 (mellem 7th Ave & Lenox Ave)
Harlem
Folkefestlig happy hour
Det går vildt for sig på ’Harlem Nights Bar’. Især når den står på daglig happy hour imellem kl. 18 og 20. Her serveres drinks og øl for tre dollars stykket og margaritas for fem. Så stemningen er altså høj, når musikken spiller op på cirka samme tid, mens bartendere og tjenere fiser rundt imellem hinanden for at servicere med barsnacks og våde varer i den lille mørke jazzhule. De lange træbænke og den generelt lidt skovfyldte indretning skaber en stemning af luft og liv, hvilket passer perfekt til det op-tempo-jazz, der oftest spilles her. Så kom tidligt og få en musikoplevelse af de helt store.
Harlems Nights Bar
2361 7th Ave, New York, NY 10030 (mellem 138th St & 139th St)
Harlem
Musik for musikere
Hvis man gerne vil vide, hvad der rører sig i den jazzede undergrund i øjeblikket, så er det ikke helt dumt at holde til i Harlem. Og især ’Paris Blues’ er et sted, hvor man kan finde lige netop de nyeste toner i den aldrende musikgenre. Stedet er Harlems ældste livejazzklub, der aldrig har været lukket i så meget som en enkelt uge. Den har fungeret siden 1968, og har holdt både toner og vibrationer dunkende lige siden. Med sine dybrøde vægge og små borde, ligner stedet da også noget fra dengang, og det er da også den samme ejer, der har haft ’Paris Blues’ i alle årene. Kommer man en tidlig aften, kan man stadig få sig en sludder med 81-årige Sam, som hænger bag baren og servicerer kunderne.
Paris Blues
2021 Adam Clayton Powell Junior Blvd
New York, NY 10027
Harlem
De lokales valg
Ja, vi kan jo lige så godt være helt ærlige: ’American Legion Post 398’ ligner virkelig ikke et sted, der spiller god jazz. Her er kønsløse fliser på gulvet, lokalet er aflangt og ferskt og det er svært at få øje på scenen. Men nøj, hvor de spiller god jazz her! Musikken lyder som Harlem-jazzen gjorde i 1930’erne og 1940’erne. Den er beskidt, vild og alligevel med et glimt i øjet. Baren ligger i et gammel brownstonehus, og når man først har skrevet sig ind – det er jo american post – så er der gratis adgang og mulighed for billige billige drikkevarer og mad, der som oftest kommer på plastikservice. Men det er bestemt ikke derfor, man er her. For det er musikken, som suger én ind, og hvis man får en plads i baren, er det bare om at holde fast i den. ’American Legion Post 398’ skal opleves.
American Legion Post 398
248 W 132nd St
New York, NY 10027
Harlem